Narcissist

Jeg har en internet “ven” som viser klare narcissistiske tendenser, og det har efterhånden udviklet sig til et toxic relationship.

Jeg har haft denne ven i en del år efterhånden, så jeg er ved at have lært hvordan det fungerer. At være sammen med en narcissist er som en vild rutchebanetur, det går lige så langsomt opad hvor det bare bliver bedre og bedre, og så er der et kort øjeblik hvor det er perfekt og så går det ellers nedad, hurtigt, så er der en periode uden noget og så begynder det igen at gå opad. Lige nu er vi i perioden uden noget, nedturen var der for et par dage siden, jeg vidste nedturen var på vej, og for at være helt ærlig så føltes det nærmest godt da det skete, nu får jeg nogle uger, måske endda måneder i fred og ro. Det der ikke føles godt er at jeg kender mig selv så godt at jeg ved jeg ikke er i stand til at sige nej til ham når han på et tidspunkt kontakter mig igen, man kan vel sige jeg er afhængig af den gode periode. Jeg troede faktisk at jeg var sluppet fri sidste år, da vi ingen kontakt havde i omkring 9 måneder, men nej, han skrev til mig og i løbet af 2-3 dage fik han mig overbevist om at det var fornuftigt at genoptage kontakten.

En narcissist er noget af det mest charmerende du kan møde, så længe han er interesseret, men til gengæld kan han blive direkte ondskabsfuld når han har opnået det han vil og derfor mister interessen. Han har nemt ved at lyve hvis han tror det vil få dig til hurtigere at falde for ham, og han vil bruge et hvert trick i bogen. Ofte har narcissisten mangler i hans relationer til andre personer, fordi han udelukkende fokuserer på sig selv, og i bund og grund ikke er interesseret i andre. Narcissisten vil meget sjældent sige undskyld, ganske simpelt fordi han ikke er i stand til at se at det er ham der har begået en fejl. Narcissisten har brug for, at andre ser og anerkender hans sejre, og det overstråler behovet for at gøre noget godt. En narcissist er sjældent selv klar over at der er noget galt.

Grundlaget for udvikling af narcissistisk opførsel udspiller sig i barndommen, misbrug og forsømmelse eller overdreven forkælelse og opmærksomhed fra familien og andre omsorgspersoner kan alle medføre risiko for, at der opstår narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

Narcissistens grundlæggende træk

  • Manglende empati, men en indlært forståelse for andres følelser og sympati
  • Forventer speciel behandling
  • Vil kun være sammen med andre han ser op til
  • Går meget op i udseende
  • En evig søgen efter bekræftelse af at han er god nok
  • Arrogance
  • Kan slet ikke klare kritik, modstand og afvisning.
  • Vredesudbrud
  • Manipulation og udnyttelse af alt og alle
  • Ikke i stand til at tage ansvar for egne handlinger
  • Føler ikke skyld eller dårlig samvittighed
  • Tror han er bedre og mere værd end andre
  • Overfladisk følelsesliv uden nærhed og intimitet

Derudover kan der også være tendens til:

  • Gaslighting
  • Jalousi
  • Nydelse ved at se andres lidelse.

I det jeg har skrevet her har jeg kaldt narcissisten for ham, fordi min personlige oplevelse er med en mand, men narcissister kan selvfølgelig lige så nemt være kvinder, ingen sexisme her.

Det jeg har skrevet her er delvis ud fra egne erfaringer, delvis en sammenskrivning af informationer fra diverse hjemmesider omhandlende narcissisme. Hvis du tror du har en narcissist i dit nærmiljø er det bedste råd jeg kan give dig at løbe væk før det er for sent, og ellers gå på google, søg på narcissist og læs læs læs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *